Brønderslev opsiger kontrakter, som nok er ulovlige
BRØNDERSLEV: Kommuner må som udgangspunkt ikke drive erhvervsvirksomhed. Alligevel har Vej og Park i Brønderslev indgået en række kontrakter om vedligehold af grønne områder og vintervedligeholdelse med private lodsejere, grundejerforeninger og virksomheder. Kontrakter, der typisk løber over mange år.
Det viser en gennemgang, som forvaltningen har lavet. Det kan man læse i dagsordenen for et økonomiudvalgsmøde i morgen, onsdag.
Det er tidligere politisk besluttet i kommunen, at Vej og Park må udføre indtægtsdækket virksomhed, men nu gør forvaltningen opmærksom på, at flerårige kontrakter ikke kan vurderes at falde ind under rammerne i kommunalfuldmagten.
Må sælge overskudskapacitet
Kommuner må godt sælge overskudskapacitet - hvis det fx er en mild vinter, må kommunen gerne tilbyde ydelser til fx private til markedspris. "Det er en betingelse, at den overskydende kapacitet ikke kan afskaffes, og at private ikke i forvejen varetager opgaven," gør forvaltningen opmærksom på i sin sagsfremstilling.
Men flerårige kontrakter falder ikke ind under rammerne, da der ikke her er tale om tilfældig overskudskapacitet, vurderer forvaltningen. Desuden sælges ydelserne til politisk fastsatte timepriser, som ikke nødvendigvis svarer til den aktuelle markedspris, sådan som de skal.
Derfor har et flertal i teknik- og miljøudvalget bestående af Venstre og De Konservative nu fået kolde fødder og besluttet, at de fleste af kontrakterne skal opsiges fra sæsonen 2023/2024. Derefter kan der laves ad hoc opgaver, når der er ledig kapacitet.
Socialdemokraterne er dog ikke enige og har bedt om at få sagen for byrådet. I første omgang er den på økonomiudvalgets møde onsdag.
Omsætning på 1,1 mio. kr.
Kommunen har for øjeblikket 45 kontrakter på det grønne område og 38 kontrakter på vintervedligehold. De 83 kontrakter giver tilsammen en omsætning i år på cirka 1,1 mio. kr. Flertallets plan er at beholde 23 kontrakter for steder, hvor der er store kommunale interesser, fx omkring plejehjem, sundhedshuse og havn.
Den mistede indtægt vil ifølge sagsfremstillingen betyde, at der skal ske en mindre reduktion i personalet, som ventes at kunne klares ved naturlig afgang. Risikoen for, at nogle ansatte bliver overflødige, er dog en af årsagerne til, at socialdemokraterne har stemt imod at opsige kontrakterne, fortæller næstformanden i teknik- og miljøudvalget, Hildo Rasmussen (S), til Nordjyske.
- Jeg synes, det er en god ordning, vi har haft. Vi har udnyttet den kommunale maskinpark til det yderste - og samtidig har vi holdt kommunens folk beskæftigede. Jeg frygter, at vi kommer til at fyre folk i vores vej- og parkafdeling, hvis de her kontrakter bliver opsagt, siger han.
Til avisen fortæller flere lokale erhvervsdrivende, at de føler sig i direkte konkurrence med kommunen, og at de i flere år har haft et horn i siden på kommunen. Også brancheforeningen Danske Anlægsgartnere oplyser til avisen, at den følger sagen fra Brønderslev med stor interesse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.